Hjemmeside forebygger mistrivsel blandt børn og unge

Målgruppe: Børn og unge

Årstal: 2016

Værdi

Mindhelper.dk gør viden om mental sundhed og hjælp til forebyggelse af psykisk mistrivsel lettere tilgængelig for børn og unge. En ekstern evaluering viser, at hjemmesiden allerede inden for det første projektår havde 20 procent flere besøgende end målsat, og at de unge i høj grad vil anbefale siden til en ven. Dertil giver fagpersoner udtryk for, at de oplever siden som relevant og kan anvende den som kommunikativt redskab.

Før

Flere børn og unge mistrives og kæmper med bl.a. angst og depression, og antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling er steget 72 procent i perioden 2009-2017. Det er et stort problem af flere årsager. De psykiatriske ydelser oplever en markant øget efterspørgsel, og mistrivsel påvirker børn og unges læring, da det kan være svært at håndtere og snakke om. Dette har også den konsekvens at flere dropper ud af uddannelser som følge af psykiske lidelser.

Nu

Psykiatrien i Region Syddanmark udviklede i 2016 Mindhelper.dk med finansiering fra bl.a. TrygFonden og i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation og fem kommuner fra regionen. 350 unge har deltaget i workshops, brugertests og interviews for at sikre relevant indhold, og at de unge føler sig mødt i øjenhøjde på hjemmesiden. 1.3. millioner brugere besøgte i perioden 2016-2019 siden, der i dag drives og finansieres på tværs af de fem regioner.

I brugerundersøgelser giver 9 ud af 10 brugere også udtryk for, at de fandt nyttige oplysninger og vejledning på siden. Mindhelper.dk er et forebyggende tilbud, hvor børn og unge kan få faglig korrekt viden om mental sundhed. Guides, råd fra andre unge, mentale øvelser med mere skal hjælpe børn og unge til at opnå en bedre forståelse for, hvordan man som ung selv kan styrke sin mentale sundhed.

Mindhelper.dk guider også brugerne videre til yderligere hjælp. Det kan være tilbud hos frivillige organisationer og i sundhedssystemet. Den bidrager dermed til et effektivt sundhedsvæsen ved at hjælpe de unge tidligt og inden mistrivsel bliver til behandlingskrævende psykiske lidelser.