Evaluering af innovation

Få hjælp til at evaluere og måle værdien af jeres nye løsning.

Evaluering kan styrke dit innovationsarbejde og tydeliggøre, hvilken værdi en innovation giver.

CO-PI indsamler løbende ny viden og indsigter om evaluering fra undersøgelser og samarbejder med forskere og innovationsaktive ledere og medarbejdere.

Vi kan hjælpe dig til at løfte evalueringsarbejdet i din organisation.

Kontakt os og få hjælp til dit evalueringsarbejde

Hvad er evaluering af offentlig innovation?

Innovation handler om at gøre noget nyt, som skaber værdi. Evaluering af innovation gør os klogere på værdien: For hvem giver innovationen hvilken værdi? Under hvilke omstændigheder giver innovationen værdi? Og hvad kræver det at skabe den værdi?

Evaluering af innovation handler om systematisk at bedømme det innovative tiltag, I er i gang med, for at skaffe et solidt vidensgrundlag til at vurdere, hvad der virker og hvordan.

Når vi evaluerer innovation, bevæger vi os væk fra vores mavefornemmelser og hen mod mere systematisk dataindsamling og et mere solidt vidensgrundlag.

Evaluering af innovation adskiller sig fra andet evalueringsarbejde ved, at innovationsarbejde rummer noget uforudsigelighed. Man ved ikke hvilken løsning, man ender med, og det er derfor vanskeligt på forhånd at opstille præcise mål for arbejdet. Derfor skal man være åben overfor at identificere og måle de uventede fund, der dukker op undervejs i innovationsarbejdet.

Evaluering af innovation kan ikke fuldstændig planlægges på forhånd, men skal (gen)tænkes og (gen)formes i takt med at innovationen udvikler sig.

Værdien kan have flere former. Det kan være indfrielse af politiske mål, øget effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.

Værktøjerne til dataindsamlingen spænder fra kvalitative metoder, fx interview og observation, til kvantitative metoder baseret på tal og statistikker. Begge tilgange er vigtige i evaluering af innovation for at blive klogere på den skabte værdi.

Dataindsamling og analyse skal føre til en konklusion om innovationens værdi, der kan bruges af beslutningstagere og berørte borgere, virksomheder og ansatte til fx at træffe beslutninger om skalering og spredning af innovationen, om overførsel af læring fra innovationsarbejdet til andre områder, og om nye innovationsindsatser.

Ideelt træffes der allerede i begyndelsen af et innovationsarbejde valg om evaluering:

  • Hvad er formålet med evalueringen?
  • Hvem skal modtage evalueringen?
  • Hvilke data er der brug for, når værdien skal formidles?

Svarene på de spørgsmål hjælper dig med at designe en evaluering af god kvalitet. De peger nemlig på, hvem du skal skaffe data fra – fx borgere, medarbejdere eller samarbejdspartnere – og på, hvordan du bruger dine ressourcer klogt, når du skal skaffe og formidle data.

Hvordan kan du bruge CO-PI?

Skal du i gang med at evaluere og dokumentere værdien af en ny løsning, kan du bruge CO-PI på flere måder. Du kan fx bruge vores evalueringskit eller få hjælp i podcasten 'Evaluering for begyndere'. 

Evaluering – en hjælpepakke

CO-PI's evalueringskit

Podcast

Podcast: Evaluering for begyndere

Brug vores publikationer og hjælp din evaluering på vej:

Hvorfor skal man evaluere innovation?

  • Er evaluering en del af innovationsarbejdet fra begyndelsen, får I et solidt grundlag for at træffe valg undervejs om, hvad I skal arbejde videre med, og hvad der skal stoppes.
  • Viden fra jeres evaluering styrker formidlingen af innovationens værdi til fx beslutningstagere, kolleger og borgere, og kan fremme den fortsatte implementering og skalering af innovationen.
  • Evaluering styrker innovationens spredning, fordi andre kan få viden om, hvilken værdi innovationen har skabt og hvordan.

Har du brug for hjælp eller sparring?

CO-PI er klar til at hjælpe dig med dit evalueringsarbejde, fx i form af sparring og oplæg. Kontakt os, så vender vi retur hurtigst muligt.